Anders Sørensens tale ved kommunisternes Sankt Hans-arrangement

Fra Sankt Hans-arrangementet på Amager Strand den 23. juni.

FOTO: Jette Jacobsen

Vi elsker vort land… Sådan synger rigtig mange danskere rundt om i landet her til aften. Men der er sikkert også dem som ikke synger med.

Der er nemlig nogle, som skammer sig over at være danskere. Som skammer sig over Danmark og det danske folk. Som arrogante og bedrevidende afskriver den danske arbejderklasse som racister og skyld i alverdens højre populisme og anden dårligdom.

Jeg skammer mig ikke over at være dansker. Jeg er stolt over den danske kultur, som jeg er vokset op i, og som jeg forsøger at opdrage mine børn til at videreføre. Arbejderklassens kultur. Jeg er nemlig stolt af den danske arbejderklasse.

  • Stolt af de pionerer, som i 1800-tallet gennem kamp opbyggede vores fagbevægelse. Stolt af de arbejderkvinder, som sikrede Danmark den kvindelige stemmeret som et af de første lande i verden.
  • Jeg er stolt af arbejderklassens heroiske kamp mod nazismen, af dens evige kamp for en bedre fremtid.
  • Jeg er stolt af de resultater, generationer af kæmpende klassefæller har presset den herskende klasse til at acceptere: Skattebetalte, kollektive velfærdsordninger, som griber dem, der falder, og sikrer lige adgang til sundhedsvæsen, børnepasning og uddannelse.
  • Jeg er stolt over min klasses historie for at udvise konkret praktisk international solidaritet. Stolt af de Spaniensfrivillige. Af Vietnambevægelsen, Fagbevægelsen for Fred og af den solidariske kamp mod apartheid i Sydafrika og besættelsen af Palæstina.
  • Jeg er stolt over at tilhøre den danske arbejderklasse. For den er ikke racistisk eller sig selv nærmest, men solidarisk og bekymrer sig om fremtiden.

 

Det vundne sat til salg

Men lige så stor min stolthed og kærlighed til min klasse og mit land er, lige så stor er min dybtliggende harme over den herskende klasse her til lands!

Den klasse, som sætter vores land, vores demokrati, sprog og kultur til salg på EU’s indre marked. Som sælger vores udenrigspolitik til USA, og som sætter verden i brand og smækker døren i bag sig.

Smækker døren i for næsen af de mennesker, som selv samme klasse har frataget alt: Den overklasse, som sætter alt ind på at splitte arbejderne på tværs af religion, etnicitet, hudfarve og køn.

Imens står vores grænser pivåbne for virksomheder, som ønsker at undergrave vores overenskomster og skide på vores arbejdsmiljø. Pivåbne for slavehandlere og mafiavirksomhed.

En ny undersøgelse viser, at under halvdelen af de fattigste børn her i landet kan forestille sig, at de får et godt voksenliv. Imens forventer 80 procent af overklassens børn et godt liv som voksne. Det siger noget om den ulighed, der hersker her i landet.

Jeg er harmdirrende over, at 5,3 procent af Københavns børnefamilier er tvunget til et liv i fattigdom.

Og det siger noget om den håbløshed, de der lever på bunden af samfundet, bliver sat i. Og det gør mig rasende!

Og som jeg har det med vores land – har jeg det med København. Jeg elsker vores by. Men jeg er harmdirrende over den ulighed, der findes i vores ellers rige by. Over at 5,3 procent af Københavns børnefamilier er tvunget til et liv i fattigdom. Et skyhøjt tal, som giver København den tvivlsomme ære at være den kommune med flest fattige børnefamilier næst efter Lolland.

Jeg bliver rasende over, at mere end fem procent af københavnerne går arbejdsløse. Og at næsten hver tiende københavner mellem 16-24 hverken har et job eller er i gang med en uddannelse.

Over at næsten 1000 københavnske erhvervsskoleelever ikke kan få den praktikplads, der kan sikre dem deres drømmeuddannelse. Alt sammen på trods af fyldte ordrebøger og kæmpeoverskud hos både industrivirksomheder og byggeri.

 

Sammenhold

Men alt dette får mig ikke til at resignere i fortvivlelse. Det får mig ikke til at vende min by, mit land og min klasse ryggen. Tværtimod!

Der er nu mere end nogensinde brug for, at vi, de danske arbejdere står sammen. Uanset uddannelse, køn, etnicitet, kulturel baggrund, religiøs overbevisning og seksuel orientering. Står sammen og hiver pengene op af de arbejdsgiverlommer, som er så bugnende fulde af de værdier, vores klasse hver dag skaber.

Og sørger for, at den rigdom, vi har skabt med vores hoveder og vores hænder, i stedet kommer fællesskabet til gode – og ikke bare sikrer de rige endnu mere luksus. Står sammen og kræver vores nationale suverænitet tilbage!

Kræver et anstændigt Danmark, hvor det er den danske befolkning, der tager beslutningerne, og ikke høje herrer i Bruxelles og Washington. Sammen kan vi skabe den by, det liv og det Danmark, som vi i fællesskab kan være stolte af!

 Talen blev holdt ved kommunisternes Sankt Hans-arrangement på Amager Strand den 23. juni.